7. september 2024 i Frederiksværk – et anderledes marathon en challenge og ikke et race

(12 runder af 3,52 km i løb eller gang = 42,2 marathon – også mulighed for at løbe dobbelt, dvs 2 runder pr. time = 84,4 km)

Tusind tak for endnu en hård og fantastisk oplevelse i løbeskoene og tusind tak til arrangørerne af 42.12, der er styr på tingene og meget omsorg for at alle har det godt hele dagen igennem.

I år var det Maybritt, Louise, Anna, Kristjan og jeg som tog udfordringen op – Louise og Kristjan havde ikke prøvet det før.

Dagens program:

Kl. 7.30 Vi ankommer til Frederiksværk hallen og indretter vores lille lejr – bilerne er fyldt med stole, madrasser, tøj og masser af drikkelse, mad og snacks.

Kl. 7.50 Parole hvor dagens løb bliver gennemgået. Der er start hver time, kl. 8.00, kl. 9.00 osv – hvis man ikke er klar ved start, så udgår man.

Kl. 8.00 Starten går til første runde

Kl. 19.00 Starten går til sidste runde.

Kl. 20.00 Overrækkelse af medaljer til alle der har gennemført alle runder

Vejret er superflot og allerede varmt fra morgenstunden – vejrudsigten er meget varm, op til 27 grader omkring kl, 15.

86 deltagere er klar ved startstregen kl. 8.00.

72 gennemfører alle runder, hvoraf 2 gennemfører dobbelt.

Ruten: Efter start går det godt nedad i lidt over 1 km, så kommer der et fladt stykke på ca 1,5 km, hvor der er udsigt over fjorden og derefter huse på begge sider (denne strækning bliver meget meget varm i løbet af dagen) – og man kan se huse som ligger MEGET højt oppe (der skal vi op), så kommer bakken, som går op i himlen – den er i to etaper, midtpå er der ca 25 meter hvor den er flad, inden det atter går op. Heldigvis er der skygge på bakken hele dagen. Når man så er kommet op, så er der dejlige 500 meter til hallen, hvor det går lidt nedad bakke og med lidt vind.

Arrangøren anbefaler at man går op ad bakken, da man bruger mindre energi ved gang. Det gælder ikke om at komme først – men at gennemføre alle 12 runder (men jo hurtigere man kommer rundt, jo længere pause får man inden næste runde).

Er det hårdt? Ja, det er det absolut – men om det er hårdere end et ”almindeligt” marathon er svært at bedømme, begge typer er både fysisk og mentalt udfordrende – men det gør noget at der skal holdes pauser, og du bestemmer ikke selv hvornår du skal løbe næste gang. Musklerne bliver kolde og du skal være klar i 12 timer, modsat så kan pauserne bruges til at fylde depoterne op – godt med væske, salt og sukker, og også mad. Mit indtag af væske var godt 4 liter.

Der er som altid mange tanker som skal bearbejdes – der kan være stor forskel på om man tænker, jubi vi mangler kun 5 runder eller vi mangler 17,6 kmKan jeg klare alle 12 runder? Skal jeg løbe hele vejen? Skal jeg ikke bare gå næste runde? Jeg skal stoppe nu? Skal jeg løbe i et bestemt tempo? Skal jeg presse mig selv eller nyde turen? Hvorfor gør jeg det her?

Er ruten hård?

Ja! Det er en bakket rute på 516 højde meter – Sammenligneligt så er Marathon på Færøerne 493 højde meter, CPH marathon 153 højde meter og HCA marathon 120 højde meter – så ja, den er mega hård.

Støtter man hinanden?

Ja, både ude på ruten og i pauserne er der en rigtig god stemning, hvor alle snakker og hjælper hinanden – Team Karoline var med i løbet, og det var mega hårdt for løberen at skubbe vognen op ad bakken, så vi var flere der gav et skub. På turen rundt er det også naturligt at tale sammen – vejret er jo altid et godt emne og vi kunne hurtigt blive enige om, at det var mega varmt, og at vi hellere ville have det varmt end regn. Der kan også tales om spændende løb, som giver inspiration til noget der skal prøves. Der opstår også venskaber, man møder måske hinanden til andre løb eller til næste år. I vores egen lille lejr var også en rigtig god stemning og snak om hvad der var godt at spise og drikke – og hvilke tanker der lige fyldte, samt en masse hygge. Tusind til for jer

Skal det prøves igen?

Ja, det er absolut noget der skal prøves igen – men der skal mere træning til, og ikke mindst bakketræning i benene, for det er ski nogle hårde bakker  Nedad går lige i lårene og opad går lige i læggen.

Og her kommer Annas beretning:

Tilmeldt løbet, 42:12 i Frederiksværk, med 2 af mine sønner, hvor vi skulle gå et maraton – eller så langt vi kunne klare. Bjørn kunne ikke komme, alligevel, men Kristjan og jeg drog afsted. Vi fandt en plads i hallen ved ribberne, som vi reserverede til os fra Langeskov Løb & Motion.

Der skulle jo komme 3 gæve kvinder, Lene, Louise og Maybritt, og løbe alle runderne. Ribberne var praktiske til ophængning af det våde tøj efterhånden som vi skiftede bluser i løbet af dagen.

Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle forvente, at jeg kunne. Træningen op til har været mindre end sidste år. Jeg løber tre gange om ugen, men ikke så lange ture. Længste tur de sidste par måneder er 20 km. Længste gåtur er 14 km. Så der er langt til 42,2 km, selv om der er pauser imellem runderne.

Jeg gik sammen med Kristjan de første par runder. Vi gik til i fart, fordi vi blev draget af de andre gående som havde god fart på. Det hævnede sig sidenhen for Kristjans vedkommende, der fik meget ondt i lårene. Han stoppede efter 8 omgange. Jeg gik 5 omgange sammen med ham og løb i alt 7 omgange. Jeg løb 3., 5., 7. og 9. til 12. omgang.

Det var en varm dag. Det var som i en gryde nede ved Strandvejen. Op ad bakke var lidt i skygge, men til gengæld hårdt på stigningen. Det var hårdt på grund af varmen, men også fordi det er hårdt at løbe/gå hele dagen, om end med pauser. Længden på turen (3,5 km) er en overkommelig længde og man kan lige mande sig op engang til. Ruten er varieret, så man har nogle punkter, som man tænker, jeg skal bare lige ned ad bakke her, og derhenne, så kommer Strandvejen. Pu ha, den er varm. Lige hen forbi de der huller og det hus samt det vejarbejde. Forude er det sidste vejarbejde og så til højre kort tid efter, op ad bakken. Der kan du gå. Efter bakken er du næsten hjemme.

De første par omgang gik Kristjan og jeg turen på 35 min. Senere gik vi den på 40 min.

Første løbetur var 20 min, hvor jeg forsøgte at hænge på i Louises tempo. Hun nåede dog ind før mig (de unge ben ). De resterende løbeture lå mellem 21-23 min. Det gav længere pause inde i hallen hvor man kunne forsyne sig med drikke og søde/salte sager, komme på toilet, være sammen med de andre og se, hvordan de havde det.

Maybritt var der altid til at tage imod os, udenfor, når Kristjan og jeg kom i mål efter 35 min.

Mike kom senere, og købte is til os. Han løb de to sidste runder med Louise.

Anden sidste pause forsøgte jeg at slappe af og udnytte hvilepausen til det alleryderste. Pludselig mindede det mig om dengang man havde veer og skulle udnytte pauserne maksimalt for at klare endnu en ve. Det fortalte jeg Lene og vi fik os et herligt grin. Veerne var jeg kommet igennem, så jeg skulle nok også komme igennem de sidste ture her. Og det gjorde jeg også. Smågrinende flere gange med tanken om, at det var de sidste krampetrækninger, jeg var i gang med.

Ømme stænger havde vi mere eller mindre alle sammen. Jeg mærkede mest i skinnebenene. Men, alt i alt en dejlig dag sammen med løbevenner og min søn.

Værterne i Frederiksværk var også meget flinke, imødekommende, hjælpsomme, og det hele som gør, at man føler sig godt tilpas.

Jeg er klar til næste år. En af mine andre sønner har sagt, at han måske kommer med næste år. Det ville være dejligt.

Anna

Som I nok kan læse, så er dette også en speciel løbeoplevelse – måske vi er flere fra LLM som drager til Frederiksværk til næste år? Hvem ved – vi kan jo starte med bakketræningen allerede nu, så vi er klar til udfordringen

Lene

Som det sig høre og bør, så er her en lille beretning fra det 42-tyvende Internationaler Wilhelmsburg Insellauf 2023.

Her kommer en lang fortælling om en fantastisk tur og et udfordrende løb på Færøerne – det er svært at begrænse sig og vi har forskellige tanker og oplevelser, som vi gerne vil fortælle om

Deltagere fra Langeskov Løb & Motion:

1/1: Anna, Naja, Louise (debut) og Lene

1/2: Maybritt og Marianne

Fotograf: Jan

Tiden går stærkt – det er allerede 29 dage siden, at vi kunne ånde lettet op, alt var gået som det skulle – ingen grund til alle de bekymringer! Vi kom alle flot igennem det fantastiske løb i Tórshavn.

Det hele startede en aften på p-pladsen efter træning, hvor Anna fortalte at hun skulle løbe maraton i Tórshavn. Nøj det lød spændende, men også meget hårdt!! Masser af bakker (næsten 500 højdemeter), temmelig tit meget dårligt vejr – regn, tåge og blæsevejr. Der blev tænkt og tænkt – konklusion: Det skal prøves!!

Så søndag den 28. maj drog vi, meget spændte, afsted med fly fra Billund til Vágar. Vi havde hørt meget om hvor slem denne flyvetur kunne være – alle frygtede det værste – men heldigvis var det en super fin tur.

Vi fik vores 2 lejebiler, og kørte til Midvágur, hvor vi skulle bo den næste uge. Annas hjemby, mega hyggelig.

Ugen gik meget hurtigt, vi kom langt omkring – hver dag var vi ude og se noget i den skønne storslåede natur. Vi løb korte bakkede ture, vandrede over fjeldene, sejlede kajak, sejlede med båd på det store hav og så den storslåede natur fra havsiden. Vi så og kom tæt på Lunder (søpapegøjer) og vi så masser af skønne får og lam. Vejret var meget bedre end alle havde sagt. En masse skønne oplevelser, og med de allerbedste guider, Anna og Jan – tusind tak til jer.

Nå, men vi var jo kommet for at deltage i et løb, så det skulle der også lades op til! så dagen før var hviledag for kroppene – så der var ekstra gang i strikke- og hækletøj  Louise lavede en stor grydefuld af hendes pastaret med kylling, så alle fik depoterne fyldt op.

Den store løbsdag

Vi kom til Tórshavn i god tid, så der var tid til at ombestemme sig – skal det være korte/lange ben? Korte arme/lange arme? Vejret var flot, men ville det være det på hele turen? Toilet blev besøgt flere gange – alle havde sommerfugle i maven Lidt opvarmning skal der til, så afsted med os – det skulle bare være en lille flad tur, men det findes ikke på Færøerne 

Vi ønskede hinanden ”God Tur”. Starten gik kl. 13.00 med en flok Rynkeby ryttere forrest.

Ruten kendte vi, vi havde kørt næsten hele ruten i bil – så vi var forberedt på de ”skønne” bakker Man kunne vælge at løbe 5 km (1 runde i byen), 10 km (2 runder i byen), 1/2 maraton (1 runde i byen + ud langs fjorden, vende og retur til byen) eller 1/1 maraton (1 runde i byen, ud langs fjorden og over på den anden side af fjorden, inden turen gik modsat til byen) – Anna havde hørt, at der ville være 4 af de rigtige gode bakker tilbage, når vi havde vendt på den anden side af fjorden, det var godt af have styr på.

Der kan være mange tanker før og under en lang løbetur – meget forskelligt hvad man hver især har fokus på. Jeg havde læst, at man skulle være nået 28 km mærket inden 4 timer – det fyldte rigtig meget oppe i mit hoved, det var Louises første maraton, og jeg ville gerne at hun fik en god oplevelse – men kunne vi nå det med alle de bakker og evt. blæsevejr? Heldigvis fik Louise fortalt mig, meget bestemt, et par dage før løbet, at det kan vi GODT – så det frygtede og tænkte jeg ikke mere på. Dog havde jeg indstillet uret, så jeg kunne se om vi var foran / bagud tiden – og på et tidspunkt kunne jeg fortælle, at vi var 45 minutter foran, det gav ro. Jeg havde løbet maraton 3 uger tidligere, det havde været hårdt, så jeg var meget spændt på hvordan denne tur ville blive – men mit største fokus var Louise. Allerede ved start udså Louise sig et ”offer” – hvis hende der kan, så kan vi også! Og da vi havde løbet omkring 2 km, så vi hende igen, denne gang gående – men vi var enige om, at det kunne jo være hendes strategi, allerede fra start at skifte mellem løb og gang. Vi kom godt igennem runden i byen – forbi plejehjemmet 2 gange, hvor de ældre sad og vinkede til os – vi vinkede selvfølgelig igen Det var varmt og jeg var lige ved at fortryde mine lange bukser – Louise var glad for sine korte. Så gik turen ud langs fjorden, der var gode bakker undervejs.

I mit hoved kørte det lidt med, hvordan har jeg det? Er det bedre eller værre end i København? Husk at få vand, energi og salt – Louise var god til at huske os på det. Louise nævnte at maven drillede lidt – uha, håber ikke det bliver slemt, hun skal gennemføre! 1. maraton og så på hendes fødselsdag, det skal lykkes!! Vi nød udsigten og nød at hilse på og klappe af de seje 1/2 maratons løbere som var begyndt at komme i mod os. Vi kunne se over til vores ”vendepunkt” – uha der var langt, men vi løb med godt humør. Louise havde en drøm om, at nogle får skulle krydse vejen foran os og det skete heldigvis i starten af løbet – så var den hakket af Der blev længere og længere mellem løberne, så vi satte gang i musikken på telefonen – det var dejligt. Vi begyndte at møde de seje maratons løbere, så dejligt at kunne heppe lidt på dem – det gav god energi. Så kom Anna imod os, hvor var det skønt – godt humør og tid til fotostop og lidt senere kom Naja, igen godt humør og fotostop Der var nu ikke langt til vendepunktet – og der stod nogle skønne mennesker og heppede, og minsandten om de ikke stod med et lille lam i snor. Hvor var den sød – vi fik taget billede sammen med lammet, nød depotet og havde højt humør og god energi til at påbegynde sidste del af turen (vi skulle jo nå 28 km inden 4 timer – og det gjorde vi fint!) Turen retur var hård, vi var næsten alene – men vi mødte flere der løb imod os, så vi var langt fra de bagerste. Vi mødte også Louises ”offer”, dejligt at se at hun havde god energi. Vi løb sammen med en mand på et tidspunkt, han nød også vores musik og sagde at han dog aldrig havde troet at han skulle løbe maraton på Færøerne til Abba – og så gav han den gasVi nød naturen, små fosse og det flotte vand – og pludselig siger Louise: Der er en sæl! Den måtte vi da lige stå og kigge på et øjeblik Vi stoppede i et depot, bare for at få en pause – manden i depotet kunne se at der stod ”Langeskov” på vores bluser, så han fortalte stolt at han havde været på spejderlejr i Langeskov – wow, jeg var også med på den spejderlejr. Fedt – ny energi. Så vi må videre.

Louises sagde, at hendes mave stadig drillede – åh nej tænkte jeg, bare hun har fået nok væske mv., vi skal i mål! Der kom nogle ”skønne” bakker – jeg valgte at spare lidt på krudtet, så jeg gik – Louise løb stille og roligt op. På en af de stejle bakker fik vi øje på Jan, nøj det var fedt – vi vinkede og vinkede, så se os dog Jan – Hi hi, da vi kom op til ham, grinede han for han havde set os, men havde bare sat kameraet til at filme selv. Skønt at møde dig Jan, det gav tiltrængt energi! Vi nærmede os byen og Louise klagede igen over maven, jeg tilbød at tage hendes mavebælte – det skulle jeg have tænkt på meget tidligere, for det var en stor lettelse, sagde hun. Louise har flere gange løbet fra mig, når vi har nærmet os mål, hvilket er helt ok, men der var nok ikke helt så meget energi tilbage, for pludselig siger hun: Vi følges over målstregen, ikk´? Jo, selvfølgelig gør vi det! Meeenn så kom hendes næste tanke kan vi nå at slå fars tid? Så tempoet blev sat lidt op, og ja, vi kom godt i mål og slog hans tid I mål stod Maybritt og Marianne, hvor var det skønt at se jer!! Og der blev vartet op, så vi kunne føle os godt tilpas. Tusind tak for jer. Anna og Naja var gået op i omklædning, så vi gik hurtigt op til dem. Hvor var det skønt at være samlet alle sammen, og mærke at alle var SÅ glade og stolte over at have gennemført løb i Tórshavn.

Vi fik en lækker salat med laks og noget at drikke til. Sidste punkt på dagsordenen var at spise på en restaurant i Tórshavn, vi skulle jo fejre Louises fødselsdag, og at vi alle havde haft et godt løb og en fantastisk ferie. Sjovt som alle kiggede mærkeligt på mig, da jeg spurgte om vi skulle gå hen til restauranten  der var vist ikke mere krudt i benene – men jeg gik og fik også lige en ekstra god oplevelse med. Louises ”offer” kom løbende mod målstregen, jeg heppede og klappede – hun så træt men glad ud – men jeg blev ekstra glad da jeg så, at alle i målområdet også heppede og hun fik sin medalje, også selvom tidstagningssystemet var taget ned og der var gået mere end 6 timer, som spærretiden ellers var. Fedt hun fik sin medalje!

Annas tanker:

For mig var det en fantastisk oplevelse endelig at stå klar ved løbet i Tórshavn og tænke på, hvordan klarer jeg det og I andre det? Hvad gør bakkerne? Går man helt ned? Fremprovokerer det skader som nogen døjer med? En spænding, men med fortrøstning, fordi vi løber jo meget og har trænet gennem lang tid, så det skal nok gå. Helt specielt var det at stå sammen med jer skønne løbevenner fra Langeskov og med min kære mand blandt tilskuerne. Det giver en god følelse af fællesskab. Nogen at dele oplevelser med. Det synes jeg, at vi havde fået masser af den uge vi havde været sammen, og nu var det så det sidste. Det vi var kommet for.

Jeg var også glad for, at vejret viste sig fra sin bedste side. Fordi en smule vind og godt med solskin det meste af tiden; Det er fantastisk løbevejr på Færøerne! Og det gør, at man kan nyde udsigten. Hvilket er en stor del af løbet på Færøerne, hvor man løber fra byen og ud til en bygd og tilbage. Der er en vej, fjelde, åer og små fosse samt får, og så dem der deltager i løbet. Der blev længere og længere imellem dem, jo længere vi nåede ud, og man havde hele vejen for sig selv, nærmest. Jeg fulgtes med Naja den første kilometer, og hun sagde, du skal bare løbe. Det sagde jeg også til hende, fordi vi havde aftalt, at vi løb i eget tempo, og fulgtes vi, så var det fint. Fulgtes vi ikke, så var det også fint. Det gik fint. Jeg mødte nogle kendte ansigter som viste vej, og det var skønt at hilse på dem (HEEYY! (vinke, vinke)). En enkelt krammer blev det også til.

Jeg fulgtes med et par østrigere en del af vejen. Da vi kom i modvinden gav de mig tegn til at løbe i læ af dem, så de kunne skærme af for vinden. Rigtige gentlemen. Det gjorde jeg også et stykke tid. Vores veje skiltes på et tidspunkt. De trak fra på vej mod Kaldbak. Da var det i øvrigt rigtig varmt med solskin og vinden i ryggen. Men, det gik. Ved Kaldbaksbotn regnede jeg den ud, at vi nok skal vende ved km 23 i Kaldbak. Ganske rigtigt. Der kom også et skilt, hvor der stod 500 m til vendepunkt. Det føltes langt, og det gik en smule opad. I Kaldbak var der nogle som heppede, udover løberne selv. Der blev spillet musik oppe ved husene højere oppe, og omkring depotet. Glade mennesker. Dejligt. Jeg stoppede næsten ved hvert depot og fik vand og energidrik. Heldigvis var der også toiletvogne ude på ruten. Efter Kaldbak var jeg allerede lidt træt. Det er hurtigt, når man kun lige er over halvvejs. Jeg mødte heldigvis først Naja og ret hurtigt efter Lene og Louise. Det var en fest at møde dem og se, at de var ved godt mod. Det gav energi, mest psykisk (ikke så meget i benene ). Tempoet dalede, men jeg tænkte, du kan godt. Fortsæt. Nyd udsigten. Tag dig tid til at tage nogle billeder. På tilbagevejen mod Tórshavn blev det mere køligt, og det var her jeg begyndte at tælle bakker. Det var ligesom næste fokuspunkt. Over den bakke, så er der kun 3 tilbage.

På toppen af den ene bakke øjnede jeg Jan. Det var ved km 36. Han kom mig i møde og vi fulgtes opad. Det var dejligt at se ham På det tidspunkt så jeg de 2 østrigere igen. De vinkede til mig. Vi overhalede hinanden et par gange. Så gik jeg på toilet ved det sidste depot, 4 km før mål, og da kom de langt foran. Jeg havde svært ved at komme i gang igen. Kom nu, sagde jeg til mig selv. Nu går det ned af bakke. Løb. Og det gjorde jeg (teknisk set). Efter den gamle studenterskole, som jeg har gået på i 2 år for mange år siden, var den sidste bakke ovre. Så var der kun 3 km igen. Det klarer jeg, sagde jeg til mig selv. Der var alvorlig nedtælling. Næsten ikke et øje i miles omkreds. Så var den der. Havnen. Lige imellem de huse der, op ad vejen, rundt i svinget, forbi boghandlen og ned ad bakken og i mål. Lige i svinget blev jeg overhalet af en kvinde som kom i fuld fart (sådan så det ud for mig, men det var nok mig som løb i sneglefart). Jeg tænkte, hvor kom hun fra? Vi startede alle samtidig? Nå, i målet øjnede jeg Marianne og Maybritt som stod klar ved målstregen, glædestrålende, krammer og omsorg. Dejligt. Samt fotografen og hjælperne med vand og medaljer.

I øjenkrogen så jeg de 2 østrigere vinke. Jeg smilte bare, glad og lettet over at have gennemført og se, at det havde Marianne og Maybritt også. Naja kom i mål lige efter mig. Skønt! Så var der den kendte lidelse lige efter et løb som skulle overstås, mens vi ventede på Lene og Louise. Vi besluttede at få noget varmt tøj på imens, og så gik der ikke længe, så kom de. Lidt efter kom Jan tilbage. Han havde gået 12 km for at følge os forskellige steder. Han havde stået længe på fjeldet og ventet, fordi det var både halv og hel som han skulle have filmet der. Lene og jeg gik glip af at komme på podiet for 1. og 2. pladsen i vores aldersgruppe. Men, pyt. Vi fik medaljerne med posten senere. Til sidst tog vi ud at spise og fejre Louises 23 års fødselsdag. En skøn dag, og en skøn uge! Tak fordi I ville være med og gøre oplevelsen helt særlig!

Maybritts tanker:

Når jeg tænker over vores løb, så er det ud over den fantastiske oplevelse det var at gennemføre løbet, det som fællesskabet omkring løbet gjorde. Selvom der ikke var mange tilskuer, så var der glæde og mange hep fra andre løbere. Jeg overholdt de aftaler jeg havde lavet med mig selv. Jeg nød naturen, bakkerne vinden og ikke mindst glæden undervejs og især da jeg blev klar over at, det her gennemfører jeg sidst men ikke mindst var det fantastisk at stå ved mållinjen og tage imod jer andre

Najas tanker:

Ja fællesskabet ved løbet gjorde oplevelsen speciel. Selvom vi havde kørt på bakkerne i bil, var de ukendte for mig på den lange maraton distance Da løbet var startet handlede det om at nyde naturen, fårene i vejkanten, de søde mennesker ved depoterne og på vejen, der havde opmuntrende ord og heppede på os. Jeg hørte musik på de lange strækninger, det hjalp, når der er langt imellem andre løbere. Så pludselig dukkede Anna op, hun havde været ude og vende og var på vej tilbage, den gensynsglæde var stor der blev taget billeder og selfie med Anna inden vi løb hver vores vej. Der gik ikke længe inden jeg mødte Louise og Lene og den gensynsglæde var også stor. At se de var glade og havde overskud, gav mig ekstra energi Efter vendepunktet vidste jeg der var 4 store bakker, de blev langsomt tilbagelagt. Det var en fornøjelse at møde Jan på ruten der heppede og tog billeder I målområdet blev jeg modtaget af glade løbevenner, de hjalp med drikkelse og tæpper, da selv den mindste anstrengelse pludselig virkede uoverskuelig og kroppen blev træt og musklerne stive. Det var en fantastisk oplevelse

Som I nok kan læse, så har vi haft en helt fantastisk tur. Det var et løb, som var svært helt at forberede sig mentalt på hjemmefra, for hvor store er bakkerne egentlig? Og er vejret virkelig SÅ dårligt som alle siger? Bakkerne er store, meget store – naturen er storslået og vejret var meget bedre end vi havde turdet håbe på. Så tusind tak til Anna og Jan for at give os nogle helt fantastiske og uforglemmelige oplevelser

Lene

Marathon Cannonball fra Langeskovhallen søndag den 16. maj kl. 09.00 og 10.00

Langeskov Løb & Motion indbyder til et marathon cannonball med start Langeskovhallen. Der startes i to grupper: En kl. 09.00 og en 10.00.

Første omgang løbes mod uret af denne rute: https://connect.garmin.com/modern/course/58186873

Anden omgang løbes mod uret af denne rute: https://connect.garmin.com/modern/course/58187885

Alle er velkomne.

Startlisten er ind til videre:

Start kl. 09.00:

Anna Lundin

Naja Timmermann

Lene Møller Larsen

Kl. 10.00:

Jan Petersen

Thomas Irming

Michael Lehd

En æra er slut. Langeskov Løb & Motions formand gennem de sidste 26 år takkede af på årets generalforsamling.

Det var efter Gunner Sørensens eget ønske, at 2020 blev året hvor hans virke som dygtig formand skulle ende. Året var 1994 da løberne organiseret under BR66 følte at det var tiden at de skulle være herre i eget hus. På den stiftende generalforsamling blev Gunner valgt som formand, og den stol slap han altså først her i 2020. Det har været ønsket om at gøre en forskel for andre løbere der har været omdrejningspunket, og det er helt sikkert også derfor at Gunner har modtaget genvalg år efter år. Den mangeårige indsats var også grunden til at en enig generalforsamling udnævnte Gunner til det første æresmedlem i klubbens historie.

Den nye bestyrelse håber at kunne trække på Gunners store viden om at arrangere løb, gøre en rute klar til motionsløb og i det hele taget gode råd om at drive en klub.

Beretning om mit første ultraløb

Kalkmineløbet 2019 – Badman 52,7 km

Det var en udfordring at løbe 52,7 km (som faktisk blev til 54 km på mit ur).

Hvordan forbereder man sig på det? Det var min første gang, så jeg vidste ikke rigtig. Jeg havde ikke givet mig tid til at søge på nettet efter programmer eller gode råd, men forberedte mig ved at følge et af mine tidligere maratonprogrammer og så blot forlænge de lange ture med op til 10 km. Det tænkte jeg burde række, da det trods alt kun var 10 km længere end maraton.

Det begyndte at være lidt knebent med tiden, da jeg havde været skadet først på året og dermed løbet mindre i en periode (fra november til februar/marts). I stedet for langdistance træning i foråret som jeg havde tænkt, da jeg tilmeldte mig Badman, valgte jeg, med vejledning fra klubbens løbetræner Thomas, at træne op til halvmaraton den 7. april i Berlin og fokusere på det, samtidig som jeg arbejdede på at komme af med skaden (smerter i højre balle og baglår). Efter Berlin gik jeg i gang med maratontræningen og så småt øge distancen på langturene. Det var dog ikke altid, at jeg nåede de 4 gange løbetræning om ugen, men fortsatte med 3 gange løbetræning som vanligt. Det havde jeg dårlig samvittighed over og tænkte, at jeg når aldrig op på den form som jeg skal have, hvis jeg ikke når 50-70 km pr. uge. Men, de lange ture prioriterede jeg.

En af langturene blev til ca. 38 km inkl. bakker (løb til Måle og tilbage). En anden 40 km, hvor Britt og jeg startede med at løbe sammen i Nyborg 15 km og jeg løb videre en omvej hjemad. Planen var at løbe 4 timer eller 40 km. Det blev til begge dele, altså 40 km på lige godt 4 timer. Der var modvind på hjemvejen, hvilket jeg valgte at se som et plus, når der nu ikke var bakker, så var det godt med modvind… Jeg havde 3 gels med mig samt vand. Jeg skulle på toilettet efter et par gels, og lagde vejen forbi et offentligt toilet ved Dinestrup Strand. Der besluttede jeg mig for ikke at tage gels med til løbet, men spise og drikke ved depoterne, og håbe på, at det ville give nok energi til benene og mindre belastning for maven.

Efter denne lange tur blev maratonprogrammet fulgt mere sporadisk. Jeg tog det ikke så nøje, fordi nu var den længste træningstur hjemme og det var tid til nedtrapning. Dog fulgte jeg intervaltræningen om tirsdagen, og der var et kvindeløb, hvor jeg satte tempo på, men, ellers nedtrapning. Britt og jeg aflyste Puls & Styrke holdet om onsdagen, så jeg havde en hviledag inden løbet om torsdagen, Kristi Himmelfartsdag.

Kalkmineløbet foregår i Jylland ved Daugbjerg og Mønsted Kalkgruber. Der er ca. 2½ times kørsel dertil ifølge Google Maps. Badman løbet begyndte kl. 8.55 ved Daugbjerg Kalkgruber og nummerudlevering startede kl. 7.30. Jeg havde planer om at være der ved 8-tiden, så Jan og jeg stod op ved 5-tiden for at være klar. Jeg pakkede faktisk først skiftetøj og det om morgenen. Havde ikke rigtig forberedt mig så godt som jeg plejer til maraton eller halvmaraton løb. Men, det gik. Vi kom afsted kl. 5.50 hjemmefra, lidt senere end planlagt, så… det var som det plejer… men, det gik også. Der var ikke så meget trafik på denne tid om morgenen på en helligdag, så vi var fremme lidt over kl. 8, så der var god tid til at hente nummer. Det regnede.

Allerede fra parkeringspladsen til startnummerudlevering gik det op ad bakke og Jan bemærkede, om jeg nu havde fået bakketræning nok inden dette løb. Tjah… det ved jeg ikke… Jeg havde da lagt lidt bakker ind i træningen, men, sikkert ikke nok.

Jeg kom ind i den lille kiosk, hvor der var lidt trængsel, fik mit nummer, 1973, og T-shirt, og så ud igen i regnen. Ved den obligatoriske toilet kø inden løbet kom jeg i snak med et par fra Odense. Manden skulle løbe Badman og kvinden maraton. De havde ikke prøvet dette løb før. Udenfor i regnen igen fik jeg fæstnet nummeret på Langeskovblusen med mine fine Dannebrog magneter. De holder ret godt og ødelægger ikke tøjet. Jeg havde besluttet mig for at løbe i korte bukser og bluse, selv om det regnede. De fleste havde mere tøj på end det, men jeg plejer at få varmen, når jeg løber, og irriteres blot over for meget tøj på turen.

Jan var mere varmt klædt på, men, han skulle heller ikke løbe, kun heppe, så, det var fornuftigt. Vi kiggede os lidt omkring. Der var god stemning. Regnen var stilnet af, så det kun var lidt støvregn. Det var til at holde ud. Godt løbevejr. Der stod en mand ved start/mål og underholdt publikum med diverse informationer. Han havde pelsvest på og en brun, blød hat, lyse bukser og en lang kniv ved siden. Han var udklædt som Jens Langkniv, en slags Robin-hood fra Daugbjerg. Han kaldte løberne sammen, først skulle Badman, derefter Maraton sendes afsted. Men, vi skulle lige give plads til en Dracula-løber som var på vej op fra kalkgruben og ude på sin 3. runde. De var startet fra Mønsted kl. 6.30 med at løbe. Han fik en klapsalve af hele flokken, da han kom forbi, og et ”high-five” af Jens Langkniv som i øvrigt gav ”high-five” til alle løberne i løbet af dagen og bad om, at vi ikke slog for hårdt, fordi han skulle kunne holde til alle 30.000 klap.

Jan ønskede god tur og stillede sig klar med kameraet på den anden side af start. Jeg var spændt og besluttet på at gennemføre. Jens Langkniv mindede os om, at man i dette løb ikke skulle fokusere på tid, men på at gennemføre, fordi, selv om der ikke var højt, var det kuperet og der kunne være glat nogle steder. Man skulle holde øje med grene og træstubbe, samt løbe gennem sandkassen. Hvis man skulle have nogen rekord var det snarere en PBR, en personlig-bund-rekord.

Starten gik og vi løb. Det var dejligt. Der var ganske få kvinder med. To af dem fulgtes ad og så ud til at have en fest. På ryggen af dem stod der: Vi brækker os før vi trækker os.

Det gik først ned ad bakke på en grusvej. Så drejede vi ind i skoven ad snoede skovstier, hvor det gik op og ned. Jeg løb i det tempo som de andre løb i. Der var ikke var plads til at overhale, men jeg havde heller ingen planer om at overhale. Jeg skulle bare løbe i et tempo som føltes behageligt. På den første rundtur stoppede jeg ikke ved depoterne, men ville vente til anden runde.

Der var masser af depoter hele vejen rundt med alt muligt forskelligt. Jeg holdt mig til cola, energidrik og vand, samt bananer og vingummier. Et sted tog jeg imod en lille jordbærdrik, men den føltes stærk. Jeg overvejede om der var alkohol i. Det var der nok. I Mønsted Kalkgruber serverede de rødvin og ost. Der stoppede jeg ikke. I Daugbjerg Kalkgruber serverede de øl og håndmadder. Jeg takkede nej til det indtil sidste omgang, lige inden mål. Da tog jeg imod. Der var en lille tår øl i glasset, ikke mere, og den var fin. Brødet kunne jeg ikke synke på det tidspunkt, så det smed jeg væk.

Ruten var flot, skiftende terræn og omgivelser. Vi løb på stier gennem skove og langs marker. Da vi kom til startstedet ved Mønsted Kalkgruber skulle vi op ad en stejl bakke, og ned ad den igen – der var et tov at holde i på vej ned – derefter ad snoede stier/veje gennem et skovområde. På vej ned til kalkgruberne løb vi på en træbro – den blev mere og mere glat efterhånden som regnen tog til op ad dagen – derefter gennem Mønsted Kalkgruber. Der var mørkt, men øjnene vænnede sig til det – dog blev det mere mørkt igen længere inde. Man kunne løbe derinde, oprejst, men så kom et ujævnt, bakket område, hvor man skulle være forsigtig, og der var trapper op et sted, lige efter rødvinsdepotet. På det sidste stykke kom der nogle gangbroer som man kunne løbe på. Spændende sted! Det var køligt derinde og man fik et varmt pust, når man kom ud af kalkgruben igen.

På vej tilbage til Daugbjerg kom vi kortvarigt ud på asfalteret vej inden vi kom ind i skov og langs marker igen. Sandkassen viste sig at være et langt stykke markvej fyldt med sand. Et tykt lag sand som man synker ned i. Det var dog ikke slemt i dag på grund af regnen, så den blev faktisk mere og mere fast at løbe på.

Udenfor Daugbjerg Kalkgruber stod hjælperne klar med hjelm til os som vi skulle tage på inden vi gik ind. Man skulle holde til højre, da der var smalle gange her og man kunne ikke gå oprejst. Der var mørkt. Det var godt med hjelm, fordi jeg fik banket hovedet op i loftet et par gange undervejs, og jeg var ikke den eneste, kunne jeg høre.

Første omgang gik forrygende. Der var jeg frisk og havde ingen stop på vejen. Jeg nød hele turen, omgivelserne, udsigten, løberne, tilskuerne, musikken, hjælperne og ikke mindst gruberne. Ruten mindede om en crossløbsrute, blot lidt længere. Jan stod klar med kameraet i Daugbjerg.

Anden runde gik også rigtig godt. Her gjorde jeg stop undervejs på nogle af depoterne for at forebygge at gå sukkerkold. Jan var igen klar med kameraet i Daugbjerg, faktisk flere steder.

Tredje runde gik også fint, dog var tempoet dalet for hver omgang, og her gik det i adstadigt tempo. På et tidspunkt blev jeg overhalet af en mand, som jeg overhalede igen kort efter, og det skiftedes vi til et par gange. Så faldt vi i snak. Han kom fra Silkeborg og skulle løbe maraton, men var først startet kl. 11 med at løbe. Der stod forkert tidspunkt på hans program, men det gik, han kom med. Han var nu ude på anden runde. Han havde været skadet og ikke løbet maraton i flere år, mener jeg han sagde, men havde løbet 57 maraton tilsammen. Vi udvekslede erfaringer om gode maratonløb rundt omkring. Han har været mange steder og kunne anbefale Berlin og Rom. På et tidspunkt passede vores løbetempo ikke sammen mere og jeg løb fra ham og så ham ikke igen. I Mønsted Kalkgruber var der lidt trafikprop på denne omgang, så jeg måtte gå op ad trappen derinde, i stedet for småløbe. Jeg gjorde holdt ved et af toiletterne efter Mønsted Kalkgruber. På vej tilbage til Daugbjerg mødte jeg Jan et sted ude på ruten. Her filmede han.

Fjerde runde gik også godt. Lidt mere træt og tunge ben, men stadig ok. Det gode var den afvekslende rute og min indstilling på, at jeg skulle løbe i flere timer, så det var bare at fortsætte. Her var jeg dog begyndt med nedtællingen (hvor mange gange er der tilbage gennem kalkgruberne / gennem sandkassen / det var anden sidste gang over den højeste bakke, osv.).

Denne gang mødte jeg Jan i Mønsted Kalkgruber. På vej tilbage til Daugbjerg overhalede jeg de to festlige damer og ønskede dem god tur. De gjorde ligeså og ville vide, om jeg kun manglede en runde. Ja, det gjorde jeg!  De syntes, at jeg var heldig. De manglede 2 runder. Jeg misundte dem ikke!

Femte runde var en prøvelse. Jeg var træt! Her var motivationen, at der kun var 10,5 km tilbage, og nedtællingen var begyndt. Samtalen med mig selv om at holde mig løbende var også i gang. Der var nu glat på skovstierne, fordi det var begyndt at regne mere heftigt. På vej ud på sandkassen mødte jeg Jan. Han var på vej tilbage til Daugbjerg og havde gået ruten modsat. Han løb med mig et stykke vej for at indgyde mod på den sidste omgang. Så vendte han om og ville vente på mig ved målet.

Der var en ung mand som gik og løb. Vi overhalede hinanden på skift hele vejen til Mønsted og havde på den måde den samme gennemsnitstid på denne strækning. På bakken i Mønsted var der nu overbefolket med voksne og børn. Børneløbet var startet. Jeg kunne løbe forbi dem i starten af bakken, indtil vi nåede det stejleste stykke. Der var totalt proppet, så der stod jeg stille og fulgtes med flokken langsomt op på toppen af bakken. Her fik jeg en vingummi flagermus for femte gang og fik fat i rebet på vej ned igen. Det næste stykke vej var der trængsel, men jeg kunne komme forbi. Ham den unge mand var nu løbet fra mig og jeg nåede ham ikke igen. Træbroen var nu rigtig glat af regnen og man skulle være mere forsigtig. Inde i Mønsted Kalkgruber var der trafikprop igen, men det var meget godt med en gå-pause her, fordi jeg var træt i benene og der var en del op og ned, samt ujævnt og mere glat. Pyha! Jeg kom ud i varmen og regnen, og løb videre op ad bakken forbi Mønstedmålet. Kiggede på uret, hvor langt der var igen. Vidste godt, at jeg skulle regne med at uret viser flere km end distancen er, så jeg talte til 53 km. Efterhånden som jeg nærmede mig, kunne jeg se, at det holdt ikke. Der var stadig en km tilbage efter det. Uha, det var hårdt! En ting er at vide, at man skal løbe og løbe og blive ved, men, kun indtil et vist punkt, og det punkt var nået, syntes jeg, når uret viste 53 km. Samtalen i hovedet var i gang: Nej, det er ikke slut før end du har været i Daugbjerg Kalkgruber en sidste gang, så en lille bakke op, så rundt et sving og i mål. Videre, kom nu, gang i benene. Sandkassen var mere fast at løbe på nu. Musikken spillede. Hjælperne heppede. Kun lidt igen. Kom nu.

De sidste 3-4 km sprang jeg depoterne over, tænkte, at jeg er snart i mål, så det går. Endelig genkendte jeg det sidste depot inden kalkgruberne. Rundt i svinget og nedad, hjelmen på, ind, bukke sig, holde til højre. Her gik jeg langsomt. Stønnede og pustede af træthed. Kom til øldepotet og fik en tår. Smed brødet ud efter den første bid. Det smagte mig ikke. Ud igen, aflevere hjelm, gå op ad bakken og tvinge mig selv til at løbe de sidste få meter hen til målet. Der stod Jens Langkniv klar til endnu en ”high-five”, men jeg tog fat i hans hånd og han viste mig hen til hjælperne med statuetten. Her fik jeg vand og en pose chips også.

Jan stod klar og filmede. Jeg var ved at græde af udmattelse og glæde over at have gennemført. Jeg gik lidt rundt med uro i benene, gik på toilet og skiftede til tør bluse og jakke. Jan sendte sms til Sanna og Bjørn om, at jeg var kommet i mål. De ønskede tillykke og var glade på mine vegne, at jeg havde klaret det på under 7 timer som jeg havde forventet det kunne tage (6:07:46). De ville stå klar med æbleskiver til os, når vi kom hjem.

Derefter fik jeg pandekage med kødsovs og salat samt cola og øl. Ah, det lettede! Så var jeg glad og vi vendte næsen hjemad, tilbage til Fyn. En dejlig dag.

Denne tur kan absolut anbefales! Måske ”kun” 2-4 runder, men en rigtig flot rute og dejlige mennesker ved alle depoter, musik og underholdning forskellige steder på vejen. En oplevelse som er værd at køre efter.

Løbeglad hilsen

Anna 

I snart mange år, har det været tradition at Langeskov Løb & Motion har afholdt sit nytårsløb i første del af Januar. I 2019 er vi desværre nød til at aflyse det grundet udfordringer med de lokaler vi normalt har brugt.

Vi forventer at det vil være muligt at gennemføre løbet igen i 2020

Efter den gode oplevelse, hvad angår Coopertest, ved vores generalforsamling sidste år, ja så kunne der jo lige så godt gøres en tradition ud af det. Så også i år var der en flok friske løbere der stille sig klar ved startstregen ved rundstrækningen i Rønninge. Sådan en test handler som bekendt om at løbe alt hvad man kan i 12 minutter. Det er til at overskue for de fleste, og det er en god og anderkendt indikator for ens nuværende form. Se her for sammenhæng mellem kondital og Coopertest: http://www.loeberute.dk/Calculators/Cooper.aspx

I disse mørke måneder er der ikke de store mulighed for valg af rundstrækning, så testen var henlagt til ruten rundt inde i Rønninge (Ring 2 i daglig tale). Denne rute er noget der ligner 1040 meter lang uden for mange skarpe sving, perfekt til løb i højt tempo. Ruten var blevet målt op, så der for hver 50 m var en streg på ruten. På denne måde kunne alle se den nøjagtige distance. Nogle vil mene at et GPS-ur ville vise det samme, men der kan være for store udsving ved denne type måling. (Ca. 30-40 meter i dette tilfælde)

Det er fedt at være ude på ruten og vide at der er andre der er i samme båd som en selv; altså den lidende af slagsen. Vi vil gentage testen i marts/april måned, og der skulle vi helst have nogle flere med

Coopertest Januar 2018

Lars D	2,955
May-britt	2,33
Kjeld	2,09
Jørgen S	2,105
Naja	2,588
Thomas I	3,27
Karsten	2,46
Peder	2,588
Anna L	2,62
Tommy J	2,48
Britt P	2,60
Lene M	2,14
Allan B	2,83
René L	2,26
Jens J	2,48
Jess J	2,53

Langeskov Løb & Motion Indbyder til sit traditionsrige Nytårsløb – 4,6 km / 7,6 km lørdag den 13. januar 2018 kl. 14.00 ved Langeskovhallerne

Ved Nytårsløbet har alle lige gode chancer for at vinde, uanset om man er løber, stavgænger eller bare har lyst til at gå en tur i den friske januarluft.

Ideen med Nytårsløbet er, at det ikke er den hurtigste, men den mest præcise som vinder. Du bestemmer selv, hvor lang tid, du vil bruge på at gennemføre ruten. Ved tilmeldingen anfører du blot den tid, du vil gennemføre den valgte rute på. Vinder er den deltager, der kommer tættest på sin opgivne tid. Der må ikke medbringes ur på ruten. Ure kan afleveres i depot i forbindelse med tilmeldingen.

Tilmeldingsgebyret er 40 kr for voksne og 20 kr for børn. I gebyret er inkluderet gløgg, kaffe, the eller sodavand til børnene samt æbleskiver og kage. Det hele nydes i Bakkegårdsskolens aula umiddelbart efter løbet.

Tilmelding og betaling sker på løbsdagen ved mellemgangen fra kl. 13.00. For yderligere information kontakt Gunner Sørensen på 22805020

Der kan betales med MobilePay på nummer: 49834

Se de to ruter oppe under ruter.

Vel mødt Langeskov Løb & Motion

Tre medlemmer fra Langeskov Løb & Motion var en tur i Hamburg for at deltage i byens marathon søndag den 23/4-2017. Med på turen var også den ene deltagers mand, der var udpeget som chaufør, vandbærer og trøster. At Jan Lundin så også er medlem i LLM, men ikke deltog i løbet, ja det er jo en ganske anden sag. Det må vi tage op på næste generalforsamling.

Turen startede fra Langeskov lørdag formiddag, så der var god tid til at hente løbenummer og samtidigt forbruge en masse penge på diverse løberelaterede ting og sager i den tilhørende Expo. Da der var to kvindelige løbere med, ja så gik der jo en rum tid med dette. Ikke en sten, sko eller beklædningsgenstand var urørt, men vi kom dog ud fra Expo’en inden den lukkede…

Dagen før et marathon handler det om at få fyldt depoterne godt op med kulhydrat og vand, så til aftensmad blev restauranten ved siden af “Hotel Panorama In” støvsuget for føde. Der var ikke noget tilbage til “Doggy Bag’en”, så tanken blev fyldt helt op. Hovedrettet var ikke nok for to af selskabets medlemmer, så der blev bestilt Banana Split til dessert. Med morgendagens strabadser i vente kunne den nydes uden dårlig samvittighed.

Søndag morgen startede kl. 05.30 med indtagelse af morgenmad, så alle kunne nå at få fordøjet maden, og komme af med det inden løbet. Aldrig har vi set så mange slanke løbere på et sted og så så tidligt. Allerede inden afgang til start klagede Britt over meget tynd mave, og det er jo ikke den bedste optakt til løbet. At hun så valgte at stille op alligevel, det siger jo bare noget om hvor sej en kvinde hun er. Anna og Thomas var begge ved godt mod, og klar til dagens opgave. Annas mål var at holde et tempo omkring 4.55 min/km og Thomas’ 4.05.

Transporten til start/mål blev gjort i U-Bahn’en, og tilmed uden gyldig billet. Af en eller anden grund, så tillader billetautomaten kun cash og et eller andet tysk betalingskort. Uha, vi var kriminelle danskere. På grund af Britts udfordringer med toiletbesøg undervejs og Thomas’ manglendende overblik over startområdet, så blev optakten lidt hektisk. Alle nåede dog at varme op, og stå klar i startområdet inden løbet blev sat i gang. Nu skulle den bare have gas ude på ruten.

Bortset fra Britt, der tjekkede samtlige “porta potties” ud på vejen, så gik det fint for alle frem til 10 km. Anna holdt de 4.55-5.00 og Thomas ca. 4.06. Vejrguderne berigede os med regn, sol og ikke mindst ca. 5 minutter med hagl. Jo, de er virkelig seje de marathonløbere.

Kort tid herefter begyndte Thomas’ højre læg at gøre mere og mere ondt, hvilket gjorde det umuligt at holde det planlagte tempo uden at skulle anstrenge sig. Forestil jer at der står en og stikker en kniv i læggen ved hvert afsæt, det er ikke så rart. De næste 10 km går stadig fint for Anna, mens Thomas’ tempo falder i takt med diverse udstrækningsøvelser på vejen. Britt kæmper som en viking, og holder stadig ved, selv om tårerne løber lidt ind imellem. Ved ca. 22 km vælger Thomas at udgå. Det giver ikke mening at fortsætte, og slet ikke med fare for at skade benene yderligere.

Anna holder tempoet frem til 25 km, hvor benene bliver tungere og tungere. Der var noget med et besøg på en bar undervejs, men om det var for at gå på toilettet eller drikke en Krombacher Pils, ja det vides ikke med sikkerhed. De lokale sutter skulle dog efter sigende være fulde af beundring over den barske Færing.

Med lidt nedsat tempo får Anna sig kæmpet i mål i tiden 3.52.17, hvilket er noget fra målsætningen, men det var hvad der var i kroppen den dag. Britt holder faktisk et nogenlunde ens tempo hele vejen, og kommer ind i 4.18.10. Dette er langt fra Britts reelle formåen, men sygdom i ugerne op til løbet og maven der var mere tynd end tyk, gjorde at det ikke blev bedre. Selv om Britt var skuffet på dagen, så er det en utrolig flot præstation at komme i mål med en vingeskudt krop. Det kan mange lære noget af. Hvad der forårsagede den tynde mave kan der kun gisnes om, men sket er sket.

Jan var den ene af to personer, der havde indtaget en Banana Split. Han skulle jo ikke deltage i løbet, så derfor valgte han at kompencere for dette ved at parkere bilen ca. 10 km fra start på løbsdagen. Det betød at de tabre krigere måtte vralte den lange vej efter løbet, og hen til bilen.Tak for det Jan

Humøret på hjemturen var selvsagt ikke i top, men heldigvis blev tiden brugt til at reflektere over de erfaringer vi har gjort os. Selv om vi alle har løbet marathon 7-8 gange hver, så kan vi stadig lære noget. Det er ikke “bare” at løbe et marathon, og specielt ikke hvis der skal løbes op til ens bedste. Selv de små ting kan være udslagsgivende på dagen. Vi måtte flere gange minde Britt om hvor sej hun trods alt havde været, selv om toiletpapiret havde føltes som sandpapir korn 80.

Hvad kan der gøres bedre næste gang?

1.  Mere træning, specielt de længere ture
2. Ikke benytte Gels fra 32GI, når det er 5° C. (Det er for tykt i den kulde)
3. Undgå revet parmasanost (Britt)
4. Huske det bløde WC-papir (Britt)
5. Ikke skrue i gamle biler, med uvante bevægelser i ugen op til løbet (Thomas)

Vil vi gøre det igen? Ja!