Beretning om mit første ultraløb

Kalkmineløbet 2019 – Badman 52,7 km

Det var en udfordring at løbe 52,7 km (som faktisk blev til 54 km på mit ur).

Hvordan forbereder man sig på det? Det var min første gang, så jeg vidste ikke rigtig. Jeg havde ikke givet mig tid til at søge på nettet efter programmer eller gode råd, men forberedte mig ved at følge et af mine tidligere maratonprogrammer og så blot forlænge de lange ture med op til 10 km. Det tænkte jeg burde række, da det trods alt kun var 10 km længere end maraton.

Det begyndte at være lidt knebent med tiden, da jeg havde været skadet først på året og dermed løbet mindre i en periode (fra november til februar/marts). I stedet for langdistance træning i foråret som jeg havde tænkt, da jeg tilmeldte mig Badman, valgte jeg, med vejledning fra klubbens løbetræner Thomas, at træne op til halvmaraton den 7. april i Berlin og fokusere på det, samtidig som jeg arbejdede på at komme af med skaden (smerter i højre balle og baglår). Efter Berlin gik jeg i gang med maratontræningen og så småt øge distancen på langturene. Det var dog ikke altid, at jeg nåede de 4 gange løbetræning om ugen, men fortsatte med 3 gange løbetræning som vanligt. Det havde jeg dårlig samvittighed over og tænkte, at jeg når aldrig op på den form som jeg skal have, hvis jeg ikke når 50-70 km pr. uge. Men, de lange ture prioriterede jeg.

En af langturene blev til ca. 38 km inkl. bakker (løb til Måle og tilbage). En anden 40 km, hvor Britt og jeg startede med at løbe sammen i Nyborg 15 km og jeg løb videre en omvej hjemad. Planen var at løbe 4 timer eller 40 km. Det blev til begge dele, altså 40 km på lige godt 4 timer. Der var modvind på hjemvejen, hvilket jeg valgte at se som et plus, når der nu ikke var bakker, så var det godt med modvind… Jeg havde 3 gels med mig samt vand. Jeg skulle på toilettet efter et par gels, og lagde vejen forbi et offentligt toilet ved Dinestrup Strand. Der besluttede jeg mig for ikke at tage gels med til løbet, men spise og drikke ved depoterne, og håbe på, at det ville give nok energi til benene og mindre belastning for maven.

Efter denne lange tur blev maratonprogrammet fulgt mere sporadisk. Jeg tog det ikke så nøje, fordi nu var den længste træningstur hjemme og det var tid til nedtrapning. Dog fulgte jeg intervaltræningen om tirsdagen, og der var et kvindeløb, hvor jeg satte tempo på, men, ellers nedtrapning. Britt og jeg aflyste Puls & Styrke holdet om onsdagen, så jeg havde en hviledag inden løbet om torsdagen, Kristi Himmelfartsdag.

Kalkmineløbet foregår i Jylland ved Daugbjerg og Mønsted Kalkgruber. Der er ca. 2½ times kørsel dertil ifølge Google Maps. Badman løbet begyndte kl. 8.55 ved Daugbjerg Kalkgruber og nummerudlevering startede kl. 7.30. Jeg havde planer om at være der ved 8-tiden, så Jan og jeg stod op ved 5-tiden for at være klar. Jeg pakkede faktisk først skiftetøj og det om morgenen. Havde ikke rigtig forberedt mig så godt som jeg plejer til maraton eller halvmaraton løb. Men, det gik. Vi kom afsted kl. 5.50 hjemmefra, lidt senere end planlagt, så… det var som det plejer… men, det gik også. Der var ikke så meget trafik på denne tid om morgenen på en helligdag, så vi var fremme lidt over kl. 8, så der var god tid til at hente nummer. Det regnede.

Allerede fra parkeringspladsen til startnummerudlevering gik det op ad bakke og Jan bemærkede, om jeg nu havde fået bakketræning nok inden dette løb. Tjah… det ved jeg ikke… Jeg havde da lagt lidt bakker ind i træningen, men, sikkert ikke nok.

Jeg kom ind i den lille kiosk, hvor der var lidt trængsel, fik mit nummer, 1973, og T-shirt, og så ud igen i regnen. Ved den obligatoriske toilet kø inden løbet kom jeg i snak med et par fra Odense. Manden skulle løbe Badman og kvinden maraton. De havde ikke prøvet dette løb før. Udenfor i regnen igen fik jeg fæstnet nummeret på Langeskovblusen med mine fine Dannebrog magneter. De holder ret godt og ødelægger ikke tøjet. Jeg havde besluttet mig for at løbe i korte bukser og bluse, selv om det regnede. De fleste havde mere tøj på end det, men jeg plejer at få varmen, når jeg løber, og irriteres blot over for meget tøj på turen.

Jan var mere varmt klædt på, men, han skulle heller ikke løbe, kun heppe, så, det var fornuftigt. Vi kiggede os lidt omkring. Der var god stemning. Regnen var stilnet af, så det kun var lidt støvregn. Det var til at holde ud. Godt løbevejr. Der stod en mand ved start/mål og underholdt publikum med diverse informationer. Han havde pelsvest på og en brun, blød hat, lyse bukser og en lang kniv ved siden. Han var udklædt som Jens Langkniv, en slags Robin-hood fra Daugbjerg. Han kaldte løberne sammen, først skulle Badman, derefter Maraton sendes afsted. Men, vi skulle lige give plads til en Dracula-løber som var på vej op fra kalkgruben og ude på sin 3. runde. De var startet fra Mønsted kl. 6.30 med at løbe. Han fik en klapsalve af hele flokken, da han kom forbi, og et ”high-five” af Jens Langkniv som i øvrigt gav ”high-five” til alle løberne i løbet af dagen og bad om, at vi ikke slog for hårdt, fordi han skulle kunne holde til alle 30.000 klap.

Jan ønskede god tur og stillede sig klar med kameraet på den anden side af start. Jeg var spændt og besluttet på at gennemføre. Jens Langkniv mindede os om, at man i dette løb ikke skulle fokusere på tid, men på at gennemføre, fordi, selv om der ikke var højt, var det kuperet og der kunne være glat nogle steder. Man skulle holde øje med grene og træstubbe, samt løbe gennem sandkassen. Hvis man skulle have nogen rekord var det snarere en PBR, en personlig-bund-rekord.

Starten gik og vi løb. Det var dejligt. Der var ganske få kvinder med. To af dem fulgtes ad og så ud til at have en fest. På ryggen af dem stod der: Vi brækker os før vi trækker os.

Det gik først ned ad bakke på en grusvej. Så drejede vi ind i skoven ad snoede skovstier, hvor det gik op og ned. Jeg løb i det tempo som de andre løb i. Der var ikke var plads til at overhale, men jeg havde heller ingen planer om at overhale. Jeg skulle bare løbe i et tempo som føltes behageligt. På den første rundtur stoppede jeg ikke ved depoterne, men ville vente til anden runde.

Der var masser af depoter hele vejen rundt med alt muligt forskelligt. Jeg holdt mig til cola, energidrik og vand, samt bananer og vingummier. Et sted tog jeg imod en lille jordbærdrik, men den føltes stærk. Jeg overvejede om der var alkohol i. Det var der nok. I Mønsted Kalkgruber serverede de rødvin og ost. Der stoppede jeg ikke. I Daugbjerg Kalkgruber serverede de øl og håndmadder. Jeg takkede nej til det indtil sidste omgang, lige inden mål. Da tog jeg imod. Der var en lille tår øl i glasset, ikke mere, og den var fin. Brødet kunne jeg ikke synke på det tidspunkt, så det smed jeg væk.

Ruten var flot, skiftende terræn og omgivelser. Vi løb på stier gennem skove og langs marker. Da vi kom til startstedet ved Mønsted Kalkgruber skulle vi op ad en stejl bakke, og ned ad den igen – der var et tov at holde i på vej ned – derefter ad snoede stier/veje gennem et skovområde. På vej ned til kalkgruberne løb vi på en træbro – den blev mere og mere glat efterhånden som regnen tog til op ad dagen – derefter gennem Mønsted Kalkgruber. Der var mørkt, men øjnene vænnede sig til det – dog blev det mere mørkt igen længere inde. Man kunne løbe derinde, oprejst, men så kom et ujævnt, bakket område, hvor man skulle være forsigtig, og der var trapper op et sted, lige efter rødvinsdepotet. På det sidste stykke kom der nogle gangbroer som man kunne løbe på. Spændende sted! Det var køligt derinde og man fik et varmt pust, når man kom ud af kalkgruben igen.

På vej tilbage til Daugbjerg kom vi kortvarigt ud på asfalteret vej inden vi kom ind i skov og langs marker igen. Sandkassen viste sig at være et langt stykke markvej fyldt med sand. Et tykt lag sand som man synker ned i. Det var dog ikke slemt i dag på grund af regnen, så den blev faktisk mere og mere fast at løbe på.

Udenfor Daugbjerg Kalkgruber stod hjælperne klar med hjelm til os som vi skulle tage på inden vi gik ind. Man skulle holde til højre, da der var smalle gange her og man kunne ikke gå oprejst. Der var mørkt. Det var godt med hjelm, fordi jeg fik banket hovedet op i loftet et par gange undervejs, og jeg var ikke den eneste, kunne jeg høre.

Første omgang gik forrygende. Der var jeg frisk og havde ingen stop på vejen. Jeg nød hele turen, omgivelserne, udsigten, løberne, tilskuerne, musikken, hjælperne og ikke mindst gruberne. Ruten mindede om en crossløbsrute, blot lidt længere. Jan stod klar med kameraet i Daugbjerg.

Anden runde gik også rigtig godt. Her gjorde jeg stop undervejs på nogle af depoterne for at forebygge at gå sukkerkold. Jan var igen klar med kameraet i Daugbjerg, faktisk flere steder.

Tredje runde gik også fint, dog var tempoet dalet for hver omgang, og her gik det i adstadigt tempo. På et tidspunkt blev jeg overhalet af en mand, som jeg overhalede igen kort efter, og det skiftedes vi til et par gange. Så faldt vi i snak. Han kom fra Silkeborg og skulle løbe maraton, men var først startet kl. 11 med at løbe. Der stod forkert tidspunkt på hans program, men det gik, han kom med. Han var nu ude på anden runde. Han havde været skadet og ikke løbet maraton i flere år, mener jeg han sagde, men havde løbet 57 maraton tilsammen. Vi udvekslede erfaringer om gode maratonløb rundt omkring. Han har været mange steder og kunne anbefale Berlin og Rom. På et tidspunkt passede vores løbetempo ikke sammen mere og jeg løb fra ham og så ham ikke igen. I Mønsted Kalkgruber var der lidt trafikprop på denne omgang, så jeg måtte gå op ad trappen derinde, i stedet for småløbe. Jeg gjorde holdt ved et af toiletterne efter Mønsted Kalkgruber. På vej tilbage til Daugbjerg mødte jeg Jan et sted ude på ruten. Her filmede han.

Fjerde runde gik også godt. Lidt mere træt og tunge ben, men stadig ok. Det gode var den afvekslende rute og min indstilling på, at jeg skulle løbe i flere timer, så det var bare at fortsætte. Her var jeg dog begyndt med nedtællingen (hvor mange gange er der tilbage gennem kalkgruberne / gennem sandkassen / det var anden sidste gang over den højeste bakke, osv.).

Denne gang mødte jeg Jan i Mønsted Kalkgruber. På vej tilbage til Daugbjerg overhalede jeg de to festlige damer og ønskede dem god tur. De gjorde ligeså og ville vide, om jeg kun manglede en runde. Ja, det gjorde jeg! 😊 De syntes, at jeg var heldig. De manglede 2 runder. Jeg misundte dem ikke!

Femte runde var en prøvelse. Jeg var træt! Her var motivationen, at der kun var 10,5 km tilbage, og nedtællingen var begyndt. Samtalen med mig selv om at holde mig løbende var også i gang. Der var nu glat på skovstierne, fordi det var begyndt at regne mere heftigt. På vej ud på sandkassen mødte jeg Jan. Han var på vej tilbage til Daugbjerg og havde gået ruten modsat. Han løb med mig et stykke vej for at indgyde mod på den sidste omgang. Så vendte han om og ville vente på mig ved målet.

Der var en ung mand som gik og løb. Vi overhalede hinanden på skift hele vejen til Mønsted og havde på den måde den samme gennemsnitstid på denne strækning. På bakken i Mønsted var der nu overbefolket med voksne og børn. Børneløbet var startet. Jeg kunne løbe forbi dem i starten af bakken, indtil vi nåede det stejleste stykke. Der var totalt proppet, så der stod jeg stille og fulgtes med flokken langsomt op på toppen af bakken. Her fik jeg en vingummi flagermus for femte gang og fik fat i rebet på vej ned igen. Det næste stykke vej var der trængsel, men jeg kunne komme forbi. Ham den unge mand var nu løbet fra mig og jeg nåede ham ikke igen. Træbroen var nu rigtig glat af regnen og man skulle være mere forsigtig. Inde i Mønsted Kalkgruber var der trafikprop igen, men det var meget godt med en gå-pause her, fordi jeg var træt i benene og der var en del op og ned, samt ujævnt og mere glat. Pyha! Jeg kom ud i varmen og regnen, og løb videre op ad bakken forbi Mønstedmålet. Kiggede på uret, hvor langt der var igen. Vidste godt, at jeg skulle regne med at uret viser flere km end distancen er, så jeg talte til 53 km. Efterhånden som jeg nærmede mig, kunne jeg se, at det holdt ikke. Der var stadig en km tilbage efter det. Uha, det var hårdt! En ting er at vide, at man skal løbe og løbe og blive ved, men, kun indtil et vist punkt, og det punkt var nået, syntes jeg, når uret viste 53 km. Samtalen i hovedet var i gang: Nej, det er ikke slut før end du har været i Daugbjerg Kalkgruber en sidste gang, så en lille bakke op, så rundt et sving og i mål. Videre, kom nu, gang i benene. Sandkassen var mere fast at løbe på nu. Musikken spillede. Hjælperne heppede. Kun lidt igen. Kom nu.

De sidste 3-4 km sprang jeg depoterne over, tænkte, at jeg er snart i mål, så det går. Endelig genkendte jeg det sidste depot inden kalkgruberne. Rundt i svinget og nedad, hjelmen på, ind, bukke sig, holde til højre. Her gik jeg langsomt. Stønnede og pustede af træthed. Kom til øldepotet og fik en tår. Smed brødet ud efter den første bid. Det smagte mig ikke. Ud igen, aflevere hjelm, gå op ad bakken og tvinge mig selv til at løbe de sidste få meter hen til målet. Der stod Jens Langkniv klar til endnu en ”high-five”, men jeg tog fat i hans hånd og han viste mig hen til hjælperne med statuetten. Her fik jeg vand og en pose chips også.

Jan stod klar og filmede. Jeg var ved at græde af udmattelse og glæde over at have gennemført. Jeg gik lidt rundt med uro i benene, gik på toilet og skiftede til tør bluse og jakke. Jan sendte sms til Sanna og Bjørn om, at jeg var kommet i mål. De ønskede tillykke og var glade på mine vegne, at jeg havde klaret det på under 7 timer som jeg havde forventet det kunne tage (6:07:46). De ville stå klar med æbleskiver til os, når vi kom hjem.

Derefter fik jeg pandekage med kødsovs og salat samt cola og øl. Ah, det lettede! Så var jeg glad og vi vendte næsen hjemad, tilbage til Fyn. En dejlig dag.

Denne tur kan absolut anbefales! Måske ”kun” 2-4 runder, men en rigtig flot rute og dejlige mennesker ved alle depoter, musik og underholdning forskellige steder på vejen. En oplevelse som er værd at køre efter.

Løbeglad hilsen

Anna 😊